Walk away

I dag gik jeg en lang tur langs stranden. Jeg fik tænkt tingene igennem, jeg fik ømme fødder, og jeg fik grædt en masse. Har i nogensinde prøvet at miste en rigtig tæt familiemedlem? Det havde jeg aldrig. Ikke før for 3 dage siden. Lige som jeg heller aldrig havde været til en begravelse, var det også første gang i går. Jeg ved ikke hvad jeg syntes om det..jeg syntes det var smukt, men lige så snart at ceremonien var slut, og vi skulle gå ned langs gulvet kunne jeg ikke mere. Jeg sad yderst på foreste række, det vil sige at jeg skulle gå først. Min fødder sad klæbet til gulvet, men det lykkedes mig at rykke dem til sidst. Jeg mærkede familie og venner bag ved mig, og jeg hørte gråd og snøften kirken rundt. Lige så snart vi kom uden for begyndte jeg at skrige, og prøvede i et forsøg at løbe hen i mod kisten. Heldigvis fik min mor fat i mig. Hun tog hårdt fat i min arm, og trak mig ind til hende. Hun var alt for ung til at dø, hendes liv var slet ikke rigtig startet! Jeg lagde armene om min bror og så sad vi sammen... Vi kunne ikke fatte at vi havde mistet hende